© Bo Nygaard Larsen 2019 • baseret på skabelon fra wix.com

  • Black Facebook Icon
  • Black Twitter Icon
  • Black Instagram Icon

DE UDEN FÆDRELAND: VI SKAL SAMLE OG IKKE SPREDE

May 7, 2018

Han er en hun, hun er ham, for ingen af dem føler sig rigtig hjemme i det, der også hører dem til. Umiddelbart er der stor forskel på Herman Bang og Katinka Bai, som han så mesterligt skildrer i novellen Ved vejen fra 1886. Han er den udfarende, hun rumsterer bedst bag stationsforstanderboligens fire vægge. Han sparker døre ind, hun forsøger at holde dem lukkede. Han siger, hvad han føler, hun holder sine ord i sig. Sådan kan forskellene blive ved i en sådan grad, at de overskygger for det egentlige, ligheden.

 

For det er her, at det alment menneskelige træder i karakter. Livet igennem kæmper Herman Bang for anerkendelse og retten til at leve med de mænd, han elsker, priært den yngre skuespiller Jørgen Frederik Boesen. Tilsvarende drømmer Katinka Bai om et frit liv, hvor hun kan leve et liv med den tilrejsende forvalter Huus og ikke sin brovtne ægtefælle, forstander Bai. Begge er de låst fast. Bang må ikke elske for loven, Katinka Bai tør ikke af hensyn til omdømmet.

 

Konsekvensen er ligeså brutal som den død, der senere rammer dem begge. Ingen af dem føler rod i noget, og særligt for Herman Bang bliver det til et vemodigt opgør med det fædreland, han føler sig svigtet af. Tydeligst udtrykt i hans sidste roman, De uden fædreland, fra 1906. Her følger vi den ungarnske violinvirtous Joán Ujházy, der stammer fra en ø i Donau. Men øen er splittet mellem tre riger, og derfor har ingen af dens beboere, herunder Joán, egen nationalitet. Joáns mor er imidlertidig dansk, og han ser derfor længe Danmark som det fædreland, han higer efter. Men i Danmark er han og hans homoseksualitet ikke velkomne, og til sidst kan han kun konkludere:

 

»Huh, hvor er dette Land et forbandet Theater. Og det er Geménheden, som sidder i Sufflørkassen«.
 

Køge eller Kabul. Radikale Venstre blev stiftet i 1905 – året før, De uden fædreland udkom. På sin vis er der en indlysende sammenhæng forstået derhen, at kunsten og kulturen var underlagt lovens strenge censur og folkets hårde dom. Det første radikale principprogram gjorde op med censuren, talte om ligestilling og åndsfrihed, og derfor var det naturligt for tidens kunstnere at søge politisk helle netop her. Linjen er den samme i dag, hvor Radikale Venstre fastholder menneskets frie ret til at elske med dem, det vil, til at klæde sig i det tøj, det vil, og til at omfavne alle landets borgere, uanset om de er født i Køge eller Kabul.

 

Det er i det lys, jeg læser mit partis nye integrationsudspil, Mod til reel integration, som blev præsenteret lørdag den 5. maj. Præmissen er enkel og nærmest Herman Bangsk: Danmark bliver mere og mere opdelt. Mange af dem, der gerne vil og føler sig danske, må ikke være det. De må ikke få ordentlig sprogundervisning, de må ikke få et job, og de må ikke føle sig velkomne. Med den dagsorden er integrationen dømt til at fejle, hvilket den så har gjort i årtier. Radikale Venstre må naturlivis påtage sig sin del af ansvaret, ligesom alle andre af Folketingets partier må. Men at at give os »radigale« hele skylden er urimeligt. Siden 2001 har Dansk Folkeparti ­– med undtagelse af fire år – udgjort skiftende regeringers parlamentariske grundlag med en strammere og strammere udlændigelov som en del af prisen.

 

Resultatet er en integration på pumperne og et endnu mere delt samfund end nogensinde. Vi skal have den sociale kontrol af pigerne væk, og vi skal forhindre banderne i at rekruttere nye medlemmer. Vi vil ikke have undertrykkelse af kvinder og religiøse og seksuelle minoriteter.

 

Politik for noget. Derfor skal der løsninger – og ikke stramninger – til. Og det begynder, som så meget andet her i tilværelsen, med børnene. Vi skal, for det første, have blandede skoler, børnehaver og ungdomsuddannelser, så tosprogede børn ikke isoleres på de samme institutioner. For det andet skal vi anerkende de unge. De af dem, der tør gribe de muligheder, samfundet stiller, skal have lettere ved af få dansk statsborgerskab. Vi skal med andre ord give dem det fædreland, de føler sig som en del af. Og så skal flere voksne forsørge sig selv. Ingen skal kunne modtage kontanthjælp i årevis uden at yde noget til gengæld – at mene noget andet er ikke den radikale politik, jeg står for.

 

Det kræver mod. Mod til at samle og ikke sprede. Mod til reel integration og mod til at vise det politiske Danmark – fra Dansk Folkeparti over Socialdemokratiet til SF – at der er andre veje at gå. Vi skal ikke, som min politiske leder, Morten Østergaard, formulerer det, »føre politik mod nogen, men for noget«. Nemlig for en fremtid, hvor vi giver hinanden lige muligheder – og hvor vi forventer noget af hinanden. For hvorfor skulle vi ikke gøre det? Hvorfor skulle vi

ikke turde sige, at i Danmark står vi ikke uden fædreland, for vores fællesskab skelner ikke mellem hudfarve, religion eller seksualitet. Hvorfor ik?

Ellers forbliver vi et forbandet teater med nationalisterne i sufflørkassen.

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

TIDLIGERE NYHEDER
Please reload

BO NYGAARD LARSEN

BYRÅDSMEDLEM OG FOLKETINGSKANDIDAT