© Bo Nygaard Larsen 2019 • baseret på skabelon fra wix.com

  • Black Facebook Icon
  • Black Twitter Icon
  • Black Instagram Icon

VALGSPECIAL: WIED, BANG OG DEN RADIKALE FORSTÅELSE

June 4, 2019

»Måner har den farve, måner skal have.« Sådan er det bare, og sådan udtrykker Clara Bülow det i Gustav Wieds teaterstykke ’Skærmydsler’ fra 1901, da hendes søster, Herta, sår tvivl om månens farve. Det er netop pointen ved Gustav Wied, dansk litteraturs slemme dreng, at han igen og igen formår at gøre kompliceret stof både logisk og morsomt. Præcis den samme årsag til, at jeg nærmest har adopteret Gustav Wied ind i min sjæl.

 

I en lang årrække frem til 2008 var han en væsentlig del af mit liv, og jeg ser da også mig som et spejl af ham. Det vil sige en kombination af den blide og radikale overlærer Clausen og den skarpe og kritiske tolder Knagsted.

 

Og med de to diametrale modsætninger blev jeg lørdag aften genfødt. Gustav Wied Selskabet, der blev stiftet i 1938, havde inviteret mig til at holde foredrag til deres årlige novembergilde med gås, tre stive Lysholmere, æblekage og litterær snak. For mig var det i sandhed en rejse tilbage i tiden – både min egen og tiden generelt. Jeg har tidligere siddet i selskabets bestyrelse og har udgivet en omfattende biografi om den vittige Wied, og da jeg sad dér lørdag aften blandt andre wiedenskabsmænd på Restaurant Håndværkeren i Roskilde, blev jeg bekræftet i styrken i denne del af min egen historie.

 

For med Wied kommer vi ikke bare rundt i det ganske danske land – fra bonde til adel. Nej, med ham får vi også en guidet tur i den europæiske kulturhistorie. Nok var han morosm, sarkastisk og enkelte gange decideret plat. Men der var alvor bag ordene, og derfor var han også en af de førende forfattere, der dukkede op i slipstrømmen af Georg Brandes og Det Moderne Gennembrud.

 

Ganske vist havde vi fået Grundloven, men alligevel var det frie ord ikke frit. Man måtte kun skrive det, magthaverne ville læse og høre, og derfor blev selv de mest usle samfundsforhold idylliseret. Gjorde man andet, blev man fængslet, og ens bøger kunne blive beslaglagt. Georg Brandes turde at vise en anden vej, og når kritikere selv i dag har travlt med at nedgøre datidens kulturpersonligheder, taler de imod bedre vidende.

 

Mange af dem som Herman Bang og Wied turde sætte seksualdebatten på dagsorden, og begge forstod tilmed at beskrive datidens kvindeskæbner på en måde, så den reelle ligestillingsdebat reelt begyndte der. Mest kendt i den sammenhæng er Herman Bangs mesterlige novelle ’Ved vejen’ fra 1886. Her beskriver han den melankolske Katinka Bai, der lever sit stille og triste liv i en søvnig jysk stationsby, hvor hun drømmer om det næste tog, der kan tage hende væk fra sin dominerende mand.

 

Katinka Bai er selve symbolet på datidens kvindesyn, underbygget af sin samfundskritiske analyse til præstedatteren Agnes: »Så mange chancer har vi kvinder egentlig ikke; de første 25 år vor tilværelse danser vi rundt og venter på at blive gift – og de sidste 25 år sidder vi hen og venter på at blive begravet.«

 

Vi har meget af takke Brandes og hans slæng for. Deres mod med pennen fik hele Europa til at gynge, og samtidig bragte de med deres udsyn hele verden ind i folks stuer. Og læserne labbede det hele i sig, for de hungrede efter at lære verden at kende og blive bekræftet i, at hvert enkelt individ var en del af noget meget større. Men sidst men ikke mindst gav de os ordet og friheden – og med Wied også friheden til selv at definere, hvilken farve månen har.

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

TIDLIGERE NYHEDER
Please reload

BO NYGAARD LARSEN

BYRÅDSMEDLEM OG FOLKETINGSKANDIDAT