© Bo Nygaard Larsen 2019 • baseret på skabelon fra wix.com

  • Black Facebook Icon
  • Black Twitter Icon
  • Black Instagram Icon

RADIKAL SPIDSKANDIDAT: GEMMER BORGMESTEREN SIG FOR VÆLGERNE?

November 9, 2017

Af Bo Nygaard Larsen, byrådsmedlem og spidskandidat, Radikale Venstre

Han er nok den, der hænger i de fleste lygtepæle i kommunen. Han er den, der deltager i flest valgmøder og flest interviews, og han har sin gang i Venstres valgbutik i Solrød Center. Alligevel spørger jeg, om borgmester Niels Hörup overhovedet fører valgkamp.

 

På de sociale medier som Facebook er han stort set usynlig. Selv da Lajla Wolffs forståelige skuffelse over kommunen, fordi hendes mor ved en fejl havde fået frataget sin egen dyne til fordel for et vattæppe, forholdt borgmesteren sig tavs. I den forgange weekend var sagen ellers så stærkt debatteret på Facebooksiden Solrøds Stemme, at formanden for Social- Sunheds- og Fritidsudvalget, partifællen Ivar Haugaard-Hansen, måtte på banen med en forsikring om, at alt nok skulle ordne sig.

Andre borgere kunne også berette om lignende situationer. Jan Færch fra Grundejerne, Emil Blücher fra Liberal Alliance og undertegnede var de eneste byrådsmedlemmer, der reelt gik ind i Facebooktråden for sammen med borgerne at finde hoved og hale i sagen.

 

Personligt havde jeg det skidt, for havde jeg virkelig været med til at fratage medborgere livskvalitet og deres dyner? Derfor brugte den halve nat til søndag på at genlæse sagens akter for at se, om jeg var blevet fanget – eller havde fanget mig selv – på et forkert ben. Det er enhver politikers mareridt, at han eller hun i en jungle af mange sager, dokumenter og bilag kan komme til at overse en konklusion eller blot ét enkelt ord.

 

Men jeg var mit ansvar bevidst, og måtte derfor tage debatten med oprejst pande. Min holdning er, at jeg altid vil og skal se vælgerne i øjnene, uanset om det skyldes glæde eller vrede. Hvis du vil dukke dig som politiker, skal du finde på noget andet at lave.

 

Derfor undrede det mig, at Niels Hörup, byens borgmester, forholdt sig tavs. Hvorfor ville han ikke gå ind på borgernes banehalvel? Måske han vil svare, at der er tale om enkeltsag, der alligevel ville blive undersøgt. Måske han vil svare noget andet. Jeg ved det ikke. Men næppe på Facebook.

 

For i på Facebooksiden Politisk debat – Solrød Kommune – efterlyser Pia Monrad Jensen holdninger til et eventuelt tårn ved stationsgrunden i Solrød Center. I Radikale Venstre har vi den holdning, at der skal ske noget med centret, og at vi ikke er imod et tårn på for eksempel otte etager, bare fordi det har otte etager. Vi vil se på bæredygtigheden, økonomien og ikke mindst anvendelsesmuligheder. Vi kan for eksempel godt se et decideret kulturhus med mange møde- og opvisningslokaler i sådan et byggeri, ligesom det vil være naturligt at give Solrød Bio og de gode frivillige folk bag bedre rammer og en større synlighed.

Projektet er et fyrtårn i kommunens udvikling. Alligevel hører vi intet fra borgmesteren. Det undrer mig, for hvis ikke borgmesteren vil gå ind og drøfte byens udvikling og fremtid med borgerne dér, hvor borgerne er, er det jo en uheldig tilgang til demokratiet.

Det er muligt, at Niels Hörup har en anderledes holdning til Facebook, end jeg har, men fakta er, at de forskellige Facebooksider her i kommunen samlet set er den største platform i valgkampen. Personligt er jeg glad for at kunne kommunikere direkte med vælgerne på Facebook, fordi det også får mig til at reflektere mere over tingene.


Handler det om, at vi ikke må vide for meget om, hvad borgmesteren mener udover de sædvanlige politiske fraser. DR og Altinget samt TV Lorry har eksempelvis lavet såkaldte kandidattest, hvor man som vælger kan se, hvilken politiker man er mest enig i. Også her glimrer borgmesteren ved sit fravær.

 

Men er det ikke hans egen sag? Nej, det er det faktisk ikke. Niels Hörup er vores borgmester, og det er han sandsynligvis også efter valget. Derfor har vælgerne krav på at vide, hvad han står for, om de er enige med ham eller ej, om hans drømme og visioner for denne kommune.

Ja, kort sagt hvilken by og hvilket folk, han ønsker at stå i spidsen for.

Du må simpelthen komme på banen, Niels.

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

TIDLIGERE NYHEDER
Please reload

BO NYGAARD LARSEN

BYRÅDSMEDLEM OG FOLKETINGSKANDIDAT